Børn med særlige behov

Overordnede mål i forhold til børn med særlige behov

Børn med særlige behov kan også beskrives som ”børn der har særlige udfordringer”.
Det kan være udfordringer af meget forskellig karakter. Det kan være et fysisk eller psykisk handicap, men der kan også være tale om sociale problemer, så som omsorgssvigt, psykisk eller fysisk vold, mishandling, misbrug i hjemmet eller understimulering.

Et barn med særlige behov kan også være et barn der forbigående er i en belastet situation, f.eks. i forbindelse med skilsmisse eller dødsfald i nærmeste familie eller omgangskreds.
Desuden kan det være børn med taleproblemer eller tosprogede børn.

Målet er at der tages særlige hensyn til disse børns behov, at de får den hjælp og omsorg som de har ret til og krav på.
Vi tager udgangspunkt i Københavns Kommunes pjece; ”Når du er bekymret for et barn – en handlevejledning for tidlig indsats”, og benytter os af bydelens tværfaglige ressourceteam.

Konkrete delmål i forhold til børn med særlige behov

Vi vil tage hensyn til børnenes individuelle behov
Vi vil observere, reflektere og handle for at understøtte det enkelte barns udvikling

Sådan ved vi at vi er på rette vej

Vi vil kunne registrere fremgang for barnet, og forældrene vil udtrykke deres tilfredshed med vores samarbejde vedrørende barnet.

Sådan når vi målene

Når et barn giver anledning til bekymring er proceduren:

• Vi deler bekymringen og sparrer med kollegaer, ledelse og forældre i relevant rækkefølge
• Vi iagttager og dokumenterer barnets særlige behov, dets ressourcer og dets relationer i det miljø, barnet befinder sig i
• Vi udarbejder en handleplan for barnet og ud fra den skaber vi konkrete udviklingsmuligheder
• Via forældrekontakt og forældresamtaler vil vi løbende være i dialog med forældrene, om barnets dagligdag
• Hvis barnet ikke profiterer af tiltagene i handleplanen, kontakter vi bydelens tværfaglige ressourceteam

Sådan dokumenterer vi

Vi dokumenterer iagttagelser af barnet, samt udarbejder skriftlige handleplaner

Sådan evaluerer vi

Vi evaluerer effekten af handleplanen ved sparring med kollegaer, ledelse og forældre og ændrer i handleplanen hvis nødvendigt.