Den styrkede pædagogiske læreplan – Selvevaluering
De seks læreplanstemaer
Læreplanstemaerne hjælper os til at konkretiserer, hvilke mål vi har for børnene i deres tid i Columbus. Hvilke aktiviteter og hvilken læring vi gerne vil give dem med videre –og hvordan vi understøtter dette i praksis. De seks temaer understøttes af vores pædagogiske principper,praksis, læringsmål og læringsmiljø, som beskrives herunder.
Vores pædagogiske principper
Vores faglige fundament bygger blandt andet på vores tre pædagogiske principper. De er sat i verden for at sikre en samlet retning i vores pædagogiske læringsmål, praksis og læringsmiljø, som bliver beskrevet herunder.
De tre principper er:
- Vores pædagogiske praksis skal danne et læringsmiljø hvor, barnet føler sig tryg, værdsat, anerkendt og inkluderet i fællesskaber
- Barnets alsidige personlighedsudvikling er en grundlæggende og fundamental del af barnets muligheder for at opnå god trivsel, dannelse, udvikling og læring
- Barnets identitet, selvopfattelse, selvværd og selvtillid er vigtige parametre for barnets generelle trivsel, udvikling og muligheder for at tilegne sig læring og nye færdigheder
De brede pædagogiske læringsmål
Ud fra vores pædagogiske grundlag springer vores brede, pædagogiske læringsmål, som bygger ovenpå de pædagogiske principper. Læringsmålene gælder for alle børn i Columbus.
De fem brede pædagogiske læringsmål er:
- At barnet udvikler selvværd og egen selv- og medbestemmelse
- At barnet udvikler sin nysgerrighed, interesser og gå-på-mod
- At barnet lærer egne grænser at kende – og kan sætte grænser overfor andre samt lære at respektere andres grænser
- At barnet kan lege og fordybe sig i leg, er tryg og kender egne følelser
- At barnet hver dag har en positiv kontakt til børn og voksne i institutionen
Vores pædagogiske praksis og læringsmiljø
På toppen af vores principper og læringsmål kommer vores pædagogiske praksis og læringsmiljøet i spil. Vores læringsmiljø og pædagogiske praksis er kendetegnet ved:
- Pædagogiske voksne i børnehøjde
- En tydelig organisering og struktur i hverdagspraksis omkring aktiviteterne
- Forberedte aktiviteter, der er målrettet samt tilpasset det enkelte barns behov
- Gruppeopdelte aktiviteter ud fra børnenes alder, udviklingsbehov og motivation
- Samlinger med børnene – fokus på børnefællesskabet samt det enkelte barn i centrum
evaluering
Dokumentation og evaluering er en vigtig del af læreplantemaerne.
Vi dokumenterer ved at bruge:
- Dagssedler, hvor dagens pædagogiske aktiviteter beskrives
- Billeddokumentation kombineret med tekst
- Børnenes kreationer kombineret med tekst
- Læreplans-farveprikskema
Desuden evaluerer vi børnenes alsidige personlige udvikling ved at:
- Følge det enkelte barns personlige udvikling på stuemøder og følge op til årlige forældresamtaler
- Lave selvevaluering på pædagogmøder, omkring egen praksis
- Gennemgå læreplans-farveprikskema på stuemøder